Som en del af den grønne omstilling besluttede Glostrup Kommune i 2021 at omlægge fire villaområder fra naturgas til fjernvarme. I alt 2.700 husstande, som Glostrup Forsyning skulle tilbyde fjernvarme frem mod 2027.
Men hvordan kunne vi skabe opbakning til fjernvarmen, som de færreste i området havde synderligt kendskab til?
Valget faldt på en bred kampagne, der kan leve både i bybilledet og på digitale medier i hele projektperioden. Til en start fik alle berørte husstande også en brochure, der fortæller om fjernvarmen generelt og tilbuddet specifikt.
I kommunikationen lagde vi fokus på en grønnere, nem og fremtidssikret opvarmning – og muligheden for at vælge enten den nemme PLUS-løsning eller BASIS med mere gør-det-selv. Budskaber, der landede godt blandt områdets veluddannede og ressourcestærke familier, der prioriterer både klima og nemme løsninger. Og som sætter pris på det frie valg.
For at sikre genkendelse brugte vi mange af kampagnens elementer på tværs af kanaler. Både tekster, billeder og farver fandt vej fra brochuren til forsyningens hjemmeside, og budskaber fra den trykte kampagne fik også liv på sociale medier.
Vi har gode erfaringer med løbende at vise, hvor langt tilmeldingen er nået. Derfor fik hjemmesiden et interaktivt kort, der til enhver tid kan vise, hvor mange. der er tilmeldt i de forskellige områder.
På Facebook var opgaven både at få kampagnen til at stikke ud – og at sikre en visuel sammenhæng til forsyningens øvrige opslag om alt fra plastaffald til regn og vandboringer.
Video fik en fremtrædende plads i annonceringen på sociale medier, og det fortsætter i den lange fastholdelsesperiode. Blandt andet med en ”Sådan får du fjernvarme”-video, der svarer på de spørgsmål, mange ellers vil stille i telefonen.
Nu, hvor udvidelsen er i gang, er det vigtigt at fastholde fokus hos de utålmodige gaskunder. ’Kan I ikke sætte farten op?’, er der mange, der spørger, og forsyningen gør sit bedste for at holde momentum. Både i udvidelsen og i kommunikationen. Forsyningen er selv rigtig god til at fastholde forbrugerne ved jævnligt at udsende nyhedsbreve. Vi understøtter med content på Facebook og bistand til pressemeddelelser.
Når projektet nærmer sig næste fase, får kampagnen et nyt boost rettet mod beboerne i de aktuelle områder.
Hos FIF har vi været optaget af fjernvarme - og kun fjernvarme - siden 1984. Det giver os en unik indsigt i alt fra fjernvarmens særlige vilkår til forbrugernes fordele hjemme i stuerne. Og det kan du mærke i alle vores ydelser.